Arne og Carlos på Louisiana

I oktober havde jeg fornøjelsen at være vært ved et strikkearrangement på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Det norsk-svenske makkerpar Arne & Carlos var inviteret i anledning af udstillingen “New Nordic – arkitektur og identitet”, hvor de  bidrog med koselig, nordisk stemning og strik. Ved live-arrangementet præsenterede Arne & Carlos deres nye bog om strikkede dukker og fortalte inspirerende om deres baggrund og arbejde med design.

I dagens festlige anledning var jeg iklædt Marius-genser – en gave fra norske Sandnes Garn. Mønstret er det traditionelle og evigt aktuelle marius-design, men denne model er strikket i blødt alpaka-garn. (Jeg har ændret halsudskæringen, så der er runding fortil).

Arne & Carlos’ design er sjovt og uhøjtideligt, De leger også med marius-mønstret, som det ses på foto herunder, hvor “space invaders” erstatter de kendte figurer i Arnes sweater. Alligevel vil enhver nordmand genkende forbilledet.