Fra fod til hånd: muffedisser

design og foto: Vibeke Warthoe

Muffedisser er at foretrække frem for vanter, når ikke det ligefrem er frostgrader, for man kan bruge fingrene

Genbrug er godt, især når man samtidig kan få brugt nogle små garnrester! Når fødderne på de hjemmestrikkede sokker er slidt op genbruger jeg de ribstrikkede skafter (de fejler som regel ikke noget) til et par muffedisser. Dog vender jeg vrangsiden af ribben udad, de den ser mindre falmet og forvasket.

Her er en simpel anvisning: Klip og pil op i toppen af ribben, trævl de øverste omgange op. Sæt maskerne på strømpepinde. Strik med (strømpe)garn i samme tykkelse. Tag nogle masker ind på første omgang glat, så maskeantallet kommer til at passe (der skal færre masker til en vante end end fod!). Strik nogke evt. flere omg glat inden tommel. Sæt så ca. en fjerdedel af maskerne på en tråd til tommel og slå ca. 4 m op i mellemrummet samme sted. Strik rundt i glat til hånden er tilpas lang. Afslut med en omg vrang inden aflukning (for at undgå det ruller). Luk af i ret, brug dobbelt garn og en pind der er ½ nr. tykkere til aflukning! Til tomlen sættes de afsatte m på strømpepinde og der samles 4 m + 2-3 ekstra m op ved mellemrummet. Strik 2 r sm i begge sider efter et par omg. Afslut som før ved passende længde.

design og foto: Vibeke Warthoe

Skafterne fra et par herresokker anvendt til muffedisser i damestørrelse. Tyndt strømpegarn (50 g = 210 meter)

design og foto: Vibeke Warthoe

Fra herresokker til -muffedisser. Mellemtykt strømpegarn (50 g = 150 meter)

design og foto: Vibeke Warthoe

Stribet retro-halstørklæde

Det stribede halstørklæde (som også pryder headeren på min blog) fandt jeg fornylig i en genbrugsbutik. Personalet havde faktisk lagt det i udsmidningsbunken, da det er mølædt og fuldt af huller, men jeg fik lov at få det. Jeg har før set tørklæder af denne type, de dukker en gang imellem op i gadebilledet og fanger altid mit blik. Men hvor stammer de mon fra? De klare farver og den flotte stribekomposition inspirerer mig og minder om strik fra min barndom i 1960’erne. Men måske er stribemønstret ældre?

Tørklædet er strikket i tynd uld. Teknikken er retstrik (riller) med brede og smalle striber i rød, blå, sort og grøn. Hvid og gul optræder kun i de smalle striber. Sandsynligvis er det fremstillet på maskine, og i så fald på “Links-links” strikkemaskine.

 

Hvis nogen kender historien om hvor disse striber stammer fra, så skriv gerne en kommentar!

Nisser

Jeg har designet et par nisser til garnfirmaet Filcolana, som har døbt dem Knas og Trille. De er strikket i strømpegarnet Arwetta Classic. Det kan være svært at finde garn med en pæn, lys hudfarve. Enten bliver det for lyserødt, for gult eller bare beige. Men denne i Merci (50% uld, 50% bomuld), som er brugt til hoved og hænder er helt perfekt.

design Vibeke Warthoe

1. Nissepigen er “født” med stribede strømpebukser og bluse. Strik først alle dele: Krop inkl. ben og hoved.  Arme og næse strikkes separat.

2. Sy delene sammen og stop ud med pudefyld. Form hals og håndled ved at sy en tråd omkring og stram lidt.

3. Brodér ansigtstræk, sy næsen på og lav hår. Strik tøj til nissepigen: ragsokker og nederdel.

4. Strik også en ven til nissepigen , og så skal de selvfølgelig have ens huer på.

Det var svært at give sådan et par søde nissebørn fra sig, men de skal jo ud i verden og sprede julestemning.  

Strikkeopskrift til nisserne kan downloades gratis fra Filcolanas hjemmeside. Se under Arwetta Classic.